Europeere i Salongen

Sånn høres det ut når jeg snakker om meg selv i en hel time.

Et par anmeldelser av Europeere

Her er Aftenpostens anmeldelse

Her er NRK-anmeldelsen

 

 

Om «Europeere» i Kulturhuset, P2

Opptaket ligger her

Video

Hva nå, Europa?

Jeg snakket med dyktige Iver B. Neumann på NUPI, samtalen ble filmet og ligger her

Weekendavisen om «Roma»

Roma

Bykultur. Italiens hovedstad er kendt for sine ruiner og gode restauranter. Norsk bog fortæller i stedet om byens blodige opgør, ideologiske fanatisme og seksuelle perversioner. Molto buono! De er skøre, de romere

FAKTA
Simen Ekern: Roma.
Anmeldelse af Adam Holm uge 06 2012

Roma

Simen Ekern: Roma. Nye fascister, røde terrorister og drømmen om det søte liv. 301 sider. 349 norske kr. Cappelen Damm.

Rom inviterer til klicheer.

De findes for eksempel i sproglige vendinger som »alle veje fører til Rom« og »Rom blev ikke bygget på én dag«. Og de findes i turistbrochurerne med deres læssevis af maleriske piazzaer og antikke bygningsværker.

Men den norske journalist og idéhistoriker Simen Ekern (f. 1975) har blikket rettet mod andre sider – og dybder – af den metropol, der sammen med Paris konkurrerer om den uofficielle titel som Europas kulturelle centrum.

Ekern regnes for at være en af sit hjemlands mest indsigtsfulde kendere af Støvlelandet, hvilket han blandt andet har demonstreret i en rost biografi om Berlusconi (2006).

I tråd med tendensen til at portrættere storbyer på anden måde end den konventionelle turguide – for eksempel Anne Mette Lundtoftes New York, New York, Simon Sebag Montefiores Jerusalem og Samir Kassirs Beirut – formår Ekern at krænge vrangen ud på den evige stad. I Ekerns version er Rom en både svært indtagende og ekstremt kompliceret by, der fra begyndelsen af 1950’erne og frem til i dag, har været skueplads for ekstremisters blodige sammenstød, katolske skandaler, svimlende korruption og politiske rævekager i mesterklassen. Men også stor kunstnerisk kreativitet, særligt inden for filmens verden.

Gennem interviews, regulær sladder, observationer på gadeplan og læssevis af kulturelle referencer formår Ekern med sin velturnerede pen at give et signalement af en by, der er i konstant kamp med sig selv om historien, moralen og livsformen.

Den i øvrigt heteroseksuelle Ekern er på natklub med en tidligere topmodel og bøsse, der fortæller artige sager om det romerske underliv. Ikke så få af Vatikanets dydige præster og parlamentets retskafne lovgivere ser i nattens mulm og mørke stort på cølibatet og ægteskabets snævre forskrifter og kaster sig over byens mange transseksuelle prostituerede.

Som en af dem fortæller til Ekern: »I Rom er der mange, som kan lide fisse, men alle elsker pik«.

Knap så vulgært, men stadig skildret i befriende klarsprog, er forfatterens gennemgang af to spektakulære mord i 1970ernes Rom på henholdsvis digteren og filmmanden Pier Paolo Pasolini og ministerpræsidenten Aldo Moro. Den første var samfundskritiker, kommunist og frekventerede trækkerdrenge, den anden var statens ansigt udadtil, kristendemokrat og familiefar. De faldt begge som ofre for den eskalerende råhed i anni di piombo (blyårene), perioden hvor de ideologiske modsætninger førte til attentater, lemlæstelser, kidnapninger og fejlslagne kupforsøg.

Ekerns samtale med Valerio Morucci, tidligere medlem af De Røde Brigader og dømt for meddelagtighed i drabet på Moro, er et fascinerende og skræmmende indblik i Roms moderne gladiatorkamp mellem venstreradikale og nyfascister. Sidstnævnte opsøger Ekern også, blandt andet fordi han undrer sig såre over, at man på de mest velbesøgte strøg kan købe buster af Mussolini ved siden af fodboldtrøjer og plakater med popbands.

Men italienerne, skriver Ekern, er aldrig kommet til bunds i deres opgør med fascismen og Il Duce. Tværtimod er sortskjorternes tankesæt med dyrkelse af patriotiske værdier og hyldest til romanitá, romerånden, igen ved at få vind i sejlene. Det anses ikke længere for upassende at downloade fascistiske hymner som ringetone til mobilen. og byens borgmester har siden 2008 trådt sine sømbeslåede barnesko som skallesmækkende fascist.

I dag kalder han sig naturligvis demokrat, men hans generalieblad er lige så blakket som en bestemt dansk ministers.

Bogens mest suveræne kapital er dog mødet med Guilio Andreotti, syv gange tidligere ministerpræsident, fortrolig med Vatikanet, finanssektoren og mafiaen. Han ses som manden, der om nogen, har trukket i trådene i tilblivelsen af efterkrigstidens Italien, og den nu 93-årige romerske livstidssenator viser med få ord, hvordan magtforholdene er strikket sammen i Rom.

Der er altid én over en anden, altid en anden at frygte, altid risiko for mudder på tøjet eller en kugle i nakken. Frygt, pression og snedige strategier driver spillet.

Skal man dryppe lidt malurt i bægeret må det være, at Ekern lægger lovlig stor vægt på det spektakulære og bizarre med det resultat, at det mere folkelige Rom i store træk forbigås i tavshed. Det normale gemmer jo også på hemmeligheder, sådan som eksempelvis den danske Italienskender – og i øvrigt skribent på dette blad – Morten Beiter tydeliggjorde i sin fortræffelige bog En mand af ære (2006). Men det er indvendinger i småtingsafdelingen.

At Roma har fået den prestigefulde norske Brageprisen i fjor, er ikke svært at forstå. Det er Rom derimod fortsat, men nu på et højere og mere underholdende plan.

Balansekunst

Tøff i tweed. Artikkel om Timothy Garton Ash og alle bøkene han har skrevet, i Vagant.

Berlusconis tiltrekningskraft

Ja, hvorfor stemmer folk på Silvio Berlusconi, egentlig? Intervju i Natt og dag 5.9.13